Handle- og Skueværdier - hvad mener du egentligt når du siger frihed?
Ægte
netværk er værdibaserede. Netværk er baseret på frivillighed og en del af limen
der holder relationerne sammen er nogle fælles værdier, sammen andre aspekter som fx et specifikt formål,
gensidighed, sympati, interesse og engagement. Jeg mener dog, at værdifællesskabet er
helt grundlæggende, da vi her mødes om noget, vi alle kan være enige om. Når vi
baserer et netværk på en platform af noget vi alle er enige og fælles om, så tror jeg også det er lettere at rumme forskelligheder og andre måder at anskue verden på. Efter min mening er det
et rigtig godt grundlag for konstruktiv diversitet, da vi starter med at bygge på en positiv grund.
Nu skal værdifællesskab ikke forstås
på den måde, at alle har alle værdier til fælles og alle er ens. Nej, jeg mener
at man skal tale sig frem til at finde nogle værdier, som alle kan være enige om. Derudover har alle individerne selvfølgelig også deres andre personlige værdier.
I mit arbejde med netværk har jeg observeret og oplevet, at det er meget vigtigt,
at man giver sig god tid til at tale værdierne igennem og komme i dybden med at
finde ud af, hvad folk egentlig ligger i deres valgte værdi. Jeg har f.eks. en værdi jeg
sætter meget højt; Frihed - og jeg har flere gange oplevet både i forbindelse
med netværkssamarbejder og opstart af netværk, at have en klar fornemmelse af, at
der er værdioverenstemmelse mellem mig og de andre i netværket. Meeen....
Interessant er det så, at når vi omsætter vores værdier til handling, så vil man
opdage, at én person ser frihed, som frihed for dem selv, men ikke nødvendigvis
for de andre i netværket. En anden sætter lighedstegn mellem frihed og at der
ikke må være nogle begrænsninger eller rammer og en tredje ser frihed som at
holde ånden fri fra fordomme. Du kan faktisk alleredefornemme konflikten komme
her, ikke? Jeg har også oplevet, at en person bare fandt værdien sympatisk, men når vi
så gik ud i den virkelige verden, så kan man se på personens handlinger, at det
blot var skueværdier - det bliver ikke omsat til handling!
Hvis der er
overensstemmelse mellem de værdier som personen står for og de værdier som
personen handler på, så vil man opleve den person, som en med meget stor
integritet. Det er derfor at jeg opfordrer så indtrængende til en dyb indledende
dialog om værdier, for har man det fundament i orden, så har man også skabt en
god base at arbejde med netværk ud fra. Spørg ind til værdierne, Hvad betyder
det for dig? Hvis jeg stod i den og den situation, hvordan ville du så handle ud
fra din værdianskuelse? ...osv. Spørg, spørg og spørg ind.
Da jeg arbejdede på LEGO med
strategiværktøjet LEGO Serious Play www.seriousplay.com arbejdede vi med et
begreb som hed: Simple Guiding Principles, og disse kan faktisk oversættes til
handleværdier, altså hvordan vil du handle den værdi ud i praksis. Så byggede vi
et metaforisk landskab i LEGO af virksomheden og i dette udspillede vi en række
scenarier, hvor proceslederens job hele tiden var at spørge ind til, hvordan man
vil handle i den givne situation.... og hvorfor?, hvorfor? og hvorfor?.
Jo, mere man
spørger ind, jo mere klart bliver det for deltagerne, hvad der er deres reelle
handleværdier og hvad der blot er skueværdier. Det kan være rigtig interessant
at reflektere over dette. Står du foran at skulle starte et netværk vil derfor igen opfordre til den dybe dialog, det vil spare jer for mange omveje og ærgelser. Alternativt kan I vælge at sætte et prøvesamarbejde
eller en prøveaktivitet op i netværket og se på om der er overensstemmelser
mellem handlinger og vedtagne værdier i netværket. Jo mere bevidst man er omkring dette og jo før man får rettet
misforståelser ind, jo større succesfactor for det fremtidige netværk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar